Folk vi beundrer: Nathan Gray (The Iron Roses, Boysetsfire, The Casting Out, I am Heresy)

Nathan Gray: Afsløring af det autentiske selv gennem personlig befrielse

I punk- og hardcore-musikkens verden er autenticitet altafgørende. Det handler om mere end bare musikken – det handler om det rå, ufiltrerede udtryk af selvet. For Nathan Gray, sanger i bands som Boysetsfire, I Am Heresy, The Casting Out og The Iron Roses , rækker denne autenticitet langt ud over scenen. Gray deler indsigt i deres rejse med selvopdagelse, musikkens transformerende kraft og den igangværende kamp for accept og befrielse.

Omfavnelse af identitet

Grays rejse mod selvaccept har været lang og udfordrende. Født som Nathan Gray den 15. juni 1972 i Wilmington, Delaware, har de navigeret ad en turbulent vej præget af kampe med depression, afhængighed og en dybtliggende følelse af identitetskrise.

DE? Vent, er det ikke en stavefejl? Det er det ikke: Hvis du kigger på Nathans Instagram-kanal, vil du se to navne øverst. Hvorfor det? " Nathan/Natasha er ligesom udskiftelige for mig. Jeg bruger ærligt talt begge dele eller en af ​​dem. Mine pronominer er de/dem/hun/hende, og jeg identificerer mig som både transkønnet og ikke-binær."

(Foto: Nathan/Natasha Gray)

I de senere år har Gray gennemgået en dybtgående transformation og omfavnet deres identitet som både panseksuel og kønsnonkonform/nonbinær. Nathan Gray bryder fri fra begrænsningerne af samfundets forventninger og identificerer sig nu ved hjælp af pronominerne *de/dem* og omfavner en fluiditet, der afspejler kompleksiteten af ​​deres sande jeg. Og det var alt andet end en nem vej, som man kan forestille sig:

" Jeg må først og fremmest sige, hvor fantastisk det er at se tilbage og se mit sande jeg skinne igennem ... kæmpe for at blive set og afsløret. Jeg ser det, og jeg er glad for, at andre også gør det - det hjælper mig med ikke kun at huske, hvor svær denne rejse har været, men også hvor virkelig den kamp var. At komme ud og vise mit sande jeg har skabt en glæde i mig, der skinner igennem alt, hvad jeg gør nu, men det har også forårsaget sorg. Jeg er blevet forladt, truet, hånet, udstødt og ignoreret af mange mennesker, som jeg regnede med stadig ville elske mig, da nyheden endelig kom ud. Mange gik bogstaveligt talt min vej. Jeg opdager, at jeg stadig sørger over denne virkelighed, men den glæde og fred, jeg har med mig selv, har virkelig hjulpet mig med at navigere i den sorg på en smuk måde. Jeg er transkønnet, jeg er ikke-binær, jeg er mærkelig, og jeg er smuk, og jeg har fundet en kærlighed og påskønnelse for mig selv, som jeg aldrig har følt før. Intet falsk ego. Bare at forelske sig i den person, der havde brug for mig i alle disse år."

At vokse op i en religiøs familie gjorde deres rejse endnu mere kompleks, da Gray kæmpede med følelser af skam og uværdighed, som deres opvækst havde givet dem: " Åh gud, uden tvivl. Jeg blev ikke kun udsat for seksuelt misbrug i én bestemt kirke, men for at være ærlig ... den følelsesmæssige og mentale mishandling, jeg blev udsat for i bogstaveligt talt alle kirker, jeg var i, er svimlende. Frygten, skammen, uværdigheden ... det var lammende. Jeg følte mig så håbløs. Og jeg bærer stadig noget af den vedvarende håbløshed med mig og kæmper med den hver dag. Jeg har absolut ingen tillid til religion eller virkelig noget af religiøs eller spirituel karakter på grund af det, der blev gjort, og jeg hader det ærligt talt. Der er nogle meget dejlige mennesker, der lever et meget spirituelt og religiøst liv, og det er bare fuldstændig gået tabt for mig. Til tider har den vrede endda ført mig til at have meget fordomsfulde synspunkter, som jeg fortryder og både har undskyldt og distanceret mig fra."

(Foto: Per Schorn)

Musik som frelse

Gennem hele deres liv har musikken tjent som Grays redning – en livline midt i mørket. Fra den anthemiske hardcore punk fra Boysetsfire til den melodiske kraft fra The Iron Roses er Grays musikalske rejse et bevis på den katartiske kraft i selvudfoldelse. I en verden, hvor ord ofte fejler, bliver musik et middel til at navigere i følelsernes dybder og finde trøst i fælles oplevelser.

For Nathan Natasha Gray er musik mere end bare en karriere – det er et kald, et middel til at kanalisere deres inderste tanker og følelser til noget håndgribeligt og transformerende. Det er en livline, der har båret dem gennem de mørkeste tider og givet dem et fyrtårn af håb i øjeblikke af fortvivlelse: " Det betyder forskellen mellem liv og død for mig. Det betyder at have en måde at guide mig selv gennem mørket, kampene, vreden ... at have en måde at udtrykke mig selv på ... at udøse mine dyber på gulvet og lære af de mange knuste stykker. Jeg ville bogstaveligt talt ikke stadig være her uden musik. Det er min sjæl, mit hjerte, mit alt. Det er den eneste måde, jeg virkelig kan udtrykke mig selv på."

Udfordrer status quo

Grays rejse mod selvaccept er blevet mødt med både støtte og modstand. I en genre kendt for sin radikale politik og progressive idealer har punk- og hardcore-scenen givet Gray en platform til at forstærke deres budskab om inklusion og social forandring. Men som Gray åbent erkender, er scenen ikke immun over for sine egne mangler, da problemer med diskrimination og marginalisering fortsat eksisterer inden for dens rækker.

" Ligesom de større og mere udbredte kulturer, bringer vores subkulturer ofte meget mere af det, vi hævder at gøre oprør imod, ind, end vi gerne vil tro. Jeg tror, ​​mange ville blive chokerede over den diskrimination, som farvede mennesker, kvinder og folk inden for LGBTQ+-familien står over for i punk/hardcore-scenen ... men ... dem, der ville blive chokerede, ville for det meste være hvide, mænd, heteroseksuelle og cis-kønnede. Så ... det burde på en måde fortælle dig alt, hvad du behøver at vide. Marginaliserede mennesker er ikke chokerede over, at "sikre rum" aldrig er helt sikre, og vi har alle vænnet os til tanken om, at vi desværre kæmper på egen hånd."

Trods udfordringerne forbliver Gray urokkelige i deres engagement i at skabe rum, hvor alle individer føler sig set, hørt og værdsat. Gennem deres musik og aktivisme fortsætter de med at udfordre status quo og taler for en mere retfærdig og ligeværdig verden, hvor alle kan leve autentisk og uden frygt: " Jeg blev mobbet i skolen, jeg blev misbrugt i kirken, og de to ting fyldte det meste af mit liv som barn. Så ... da jeg fandt vred og åbenmundet musik ... talte det til mig med det samme. Alt, hvad jeg kendte, var musicals og radioen, men da jeg fandt ud af, at man kunne bruge musik som en måde at ikke bare redde mig selv, men også andre ... det var det. Især punk/hardcore-musik viste mig, at musik ikke behøvede at være smukke kærlighedssange hele tiden, og at det måske endda var min pligt at blive hørt gennem musik for at ændre verden omkring mig. På grund af dette har jeg klynget mig tæt til et digt af en palæstinensisk digter ved navn Marwan Makhoul:

For at jeg kan skrive digte, der ikke er politiske
Jeg må lytte til fuglene
og for at høre fuglene
krigsflyene skal være tavse.”

Råd til andre

Til dem, der kæmper med deres egen identitet og følelse af tilhørsforhold, tilbyder Nathan Gray opmuntrende og solidariske ord. De understreger vigtigheden af ​​at finde støttende fællesskaber og søge allierede, der vil opløfte og bekræfte deres identitet. Gray understreger også vigtigheden af ​​egenomsorg og at prioritere ens mentale og følelsesmæssige velbefindende midt i rejsen mod selvopdagelse: " Find straks en, du kan stole på. Jeg kan ikke understrege dette nok ... selvom vedkommende er en fremmed (der er rådgivere og hjælpere derude, der arbejder for organisationer som Trevor-projektet, som du kan chatte anonymt med). Du har brug for venner, og du fortjener venner. Du har brug for familie, og du fortjener familie. Du kan ikke og burde ikke skulle gøre dette alene. Kontakt mig ... for pokker, skriv til mig på min IG-side ... det kan tage et øjeblik for mig at svare, men det vil jeg. Vi har ikke råd til endnu et liv tabt til skam, frygt og selvhad. Når det er sagt ... HOLD DIG SIKKER MED USIKRE MENNESKER. Hvis du er nødt til at lyve for usikre venner og familie, indtil du kan komme til et sikkert sted: lyv, lyv, lyv. Sæt ikke dig selv i fare. Du er så vigtig. Du er nødvendig på denne planet, og hvor vidunderligt at du eksisterer og ikke passer ind i denne kedelige og til tider hadefulde verden. Lad dem ikke klippe dine vinger! Kæmp for dig!

Frihed på fire hjul

I en verden, hvor presset stiger, og angsten buldrer, bliver det altafgørende at finde trøst og frigørelse. For Gray ligger én udvej i den rytmiske rullen af ​​skateboardhjul mod beton. Gray åbner op om deres kærlighed til skateboarding, dets rolle i kampen mod depression og de overraskende paralleller mellem sport og punkrock.

"Skateboarding ... elsker det fuldstændig," begynder Gray, mens han reflekterer over deres livslange passion for sporten. "Jeg skatede, da jeg var barn, tog en pause, og fandt så for nylig min kærlighed igen." Med fire forskellige boards klar er Grays entusiasme håndgribelig og spænder fra klassiske old school-former til moderne ispinde og endda den legende verden af ​​freestyle.

Men for Gray er skateboarding mere end bare en hobby – det er en livline i kampen mod depression. " Jeg synes, at det at være aktiv bestemt hjælper mod depression, selvom der er mange faktorer, og det at være aktiv kun er én af dem ," forklarer de og anerkender den mangesidede karakter af mental sundhedshåndtering. " Søg rådgivning, find den rette medicin, og hold dig så aktiv som muligt uden at sætte dig selv i en situation, hvor du risikerer at mislykkes."

Forbindelsen mellem sport og punkrock stikker dog dybere end blot rekreation. Gray reflekterer over den fælles essens af frigørelse og flugt, der findes i begge sysler. "Jeg tror, ​​at sport for nogle skaber den samme frigørelse og flugt, som kunst/musik skaber for andre," observerer de. Uanset om det drejer sig om at danse gennem en power-akkordprogression eller at skære sig gennem betonkurver, tilbyder begge aktiviteter et middel til transcendens - en øjebliks afvigelse fra hverdagens begrænsninger.

Og hvad med det symbiotiske forhold mellem musik og bevægelse? Gray fniser og erklærer: "Man kan ikke skate uden musik!" For dem er de to uadskillelige, hvor hvert kickflip og grind ledsages af et omhyggeligt kurateret soundtrack. Faktisk stikker Grays engagement i sonisk synergi så dybt, at de spøger: "Jeg udgiver ikke et album, hvis man ikke kan skate til det!"

I Nathan Grays verden udviskes grænserne mellem sport og kunst, hvilket skaber et landskab, hvor friheden ikke kender nogen grænser. Uanset om han skater på et skateboard eller synger hymner på scenen, er Grays rejse et bevis på den transformerende kraft i passion, udholdenhed og stræben efter autentisk selvudfoldelse.

(Foto: Gideon Rothmann)

Fremadrettet

Idet Gray begiver sig ud på det næste kapitel af deres musikalske rejse med The Iron Roses, gør de det med en nyfundet følelse af frihed og formål. Med deres album "The Iron Roses", der allerede har slået bølger, er Gray og deres bandkammerater klar til at fortsætte med at sprede deres budskab om empowerment og befrielse til publikum over hele verden: " Jeg synes, at meget af arbejdet, at spille i flere bands og at slide mig selv op, var noget, der er slut nu, hvor jeg virkelig har fundet den mig, jeg flygtede fra. 30-års jubilæumskoncerterne i oktober bliver mine sidste koncerter nogensinde med Boysetsfire, og jeg har sat mit soloarbejde til side for udelukkende at fokusere på The Iron Roses. Jeg har fundet en stor grad af ro i at fokusere mine energier der, hvor jeg føler mig mest kreativ og hjemme som den, jeg virkelig er."

I en verden, hvor konformitet ofte hersker, står Nathan/Natasha Gray som et fyrtårn for autenticitet og modstandsdygtighed – en påmindelse om, at sand befrielse ligger i at omfavne fylden af, hvem vi er, uden undskyldninger og forbehold.

Nathan Gray er utænkelig uden musik - og det samme gælder enhver form for sport: Uanset om det er på skateboard eller mens man løber, har Gray sammensat følgende playliste til formålet. Lyt med, det er en fantastisk blanding af musik.